Podcast: Viden om data – Blockchain for begyndere
Eksperter sammenligner blockchains potentielle påvirkning på vores liv med internettets, hvorfor det klart bør tages seriøst. For hvis du tænker på din hverdag, hvor afhængig er du så blevet af internettet? Hør podcasten om hvad blockchain er og hvad det kan bruges til.
Uddrag af artikel: “Hvad er Blockchain” . Første gang bragt af Viden om Data på Videncenterportalen.dk den 16. marts 2020.
I efteråret 2019 blev 2 medlemmer fra projektet inviteret til at deltage i en podcast skabt af Viden om Data, som undervisningsmateriale på erhvervsuddannelserne. Dermed fik Heidi Svane, Head of Digital fra Lifestyle & Design Cluster muligheden for at fortælle, hvordan hun ser blockchain som en lovende digital teknologi for livsstilsbranchen og dens mulighed for innovation og vækst.
Det pirrer design-virksomhederne, når de hører, at her er en teknologi med potentiale for at skabe mere gennemsigtighed og autenticitet. Måske som en del af en indsats mod kopivarer eller et alternativ til krævende certificerings-ordninger. Der er også en driver i virksomhederne om at være ordentlige med en forsyningskæde, der har ordentlige og ansvarlige produktionsforhold. Bæredygtighed er svært at vise uden den transparens som blockchain kan bidrage med.
Kan man hive data ud af døde ting?
Der går fortsat noget tid, før blockchain for alvor får fat i vores hverdag. En af de vigtigste ingredienser i en velfungerende blockchain er data. Der findes fortsat enormt mange produkter og dele, som ikke kan afgive data. En kaffebønne kan fx ikke afgive data, men det kan dens emballage måske? Teknologier modnes lynhurtigt i denne tid, så det er formentlig også blot et spørgsmål om tid, før der kan skaffes datapunkter for vidt forskellige typer produkter, og så kan vi for alvor drage fordel af blockchain og gennemsigtigheden.
I podcast episoden kan du høre meget mere om, hvad blockchain er samt mulighederne for teknologien.
Vært på podcasten: Kristian Kaack Ovesen, Viden om Data