Nye regler for sporbarhed på vej: Sådan kan blockchain hjælpe din virksomhed videre
Danske mode-, møbel- og designvirksomheder skal i de kommende år leve op til en række nye, grønne EU-krav, der bl.a. skal øge mulighederne for at genbruge materialer. Blockchain-teknologien tilbyder en række løsninger, der kan hjælpe dig i mål.
“Make fast fashion go out of fashion.”
Ud fra denne devise vil EU i de kommende år indføre en række nye krav, der bl.a. skal øge gennemsigtigheden i forsyningskæderne og få de mest klimaskadelige stoffer ud af tekstilproduktionen. Lever man ikke op til disse krav som brand, bliver konsekvensen, at man ikke kan sælge sine varer på det europæiske marked.
For mange virksomheder i livsstilsbranchen vil det kræve en omstilling at leve op til kravene. Men ét redskab kan løse en overraskende stor del af de udfordringer, der følger med de nye krav: Blockchain.
“Blockchain handler i høj grad om sporbarhed. For når du først har verificeret data ved hjælp af blockchain, så kan du ikke ændre det igen. På den måde kan du sikre dig mod manipulation, efterleve lovgivning og ikke mindst skabe øget gennemsigtighed,“ siger Heidi Svane, Head of Digital, Lifestyle & Design Cluster.
Blandt de initiativer, som vil ramme livsstilsbranchen, er indførslen af et digitalt produktpas. Som navnet antyder, vil det pålægge design- og modevirksomheder at stille informationer om deres produkter til rådighed for forbrugerne.
Kort sagt: Hvad er det for et produkt, og hvor har det været, før det nåede frem til butikken?
Med en ny ecodesign-forordning lægger EU samtidig op til at tage et opgør med de mest klimabelastende produkter, mens en ny tekstilstrategi blandt andet skal sikre længere holdbarhed af tekstilprodukter i 2030.
Og EU stopper ikke her: I sommeren 2023 trådte en ny forordning om skovrydningsfri forsyningskæder formelt i kraft. Den vil på sigt pålægge producenter at leve op til strenge sporbarhedskrav, hvis de eksporterer træ eller afledte produkter – heriblandt møbler.
Mens store virksomheder skal leve op til kravene 30. december 2024, har små- og mellemstore virksomheder helt frem til sommeren 2025 til at komme med på vognen.
Muligheden for at efterleve kommende lovgivning dog ikke den eneste gevinst ved at satse på blockchain-teknologi allerede nu.
“Det her kommer. Det flytter sig ikke. Lige nu er det en konkurrencemæssig fordel at gå i gang, mens det over tid bliver en konkurrencemæssig nødvendighed,” siger chefkonsulent Kim Bruno-Lindby, Dansk Industri.
Efterspørgslen er stigende
Én af de danske virksomheder, der allerede har taget teknologien i brug, er den danske møbelvirksomhed Wehlers.
Her har man valgt at placere et digitalt produktpas i en chip i stolen RUM, så kunden kan få alle informationer om nyerhvervelsen frem på sin smartphone ved blot at lægge den på sædet.
Produktpasset indeholder både informationer om stolens nuværende ejer, hvem der har været inde over dens tilblivelse, og i hvilket hav stolens genanvendte plastik er fundet.
“Vi har lidt populært sagt sat strøm til stolen,” siger Wehlers-indehaver Henrik Holm.
“Den proces, vi har været igennem, kan vel med lidt god vilje kaldes jysk minerydning: Lad os tage et skridt frem og se, om det holder. Men til alt held arbejder vi sammen med virksomheder med det samme værdigrundlag som os, og det har gjort det muligt.”
Heidi Svane ser gerne, at flere danske virksomheder går i samme retning:
“Jeg kan kun anbefale, at flere gør ligesom Henrik Holm, kommer lidt foran og viser, at danske virksomheder kan noget med design, ægthed og digitalisering. Det giver os en fordel ude i marken, men det vindue bliver altså mindre dag for dag.“
I “Inspirationskatalog over blockchain-løsninger 2023” kan du læse meget mere om de nye EU-krav og blive klogere på, hvordan blockchain-teknologien kan være med til at læse nogle af de udfordringer, der følger med kravene.
Bag kataloget står foruden Lifestyle & Design Cluster også DI-Handel og Industriens Fond.