Blockchainteknologien har et stort potentiale for danske design- og handelsvirksomheder, når der skal leves op til EU’s krav om produkt pas. Men virksomhederne mangler viden og kompetencer til at komme i gang og udnytte teknologiens muligheder. Det skal der nu laves om på.
Blockchainteknologi er et effektivt værktøj til at håndtere data i værdikæder med mange aktører. Her er der nemlig behov for stor tillid, transparens og ansvarlighed og det kan blockchainteknologien levere.
Alligevel benytter kun 4% af danske design- og handelsvirksomheder i dag blockchainteknologien. Det er på trods af, at over 80% af virksomhederne er villige til at dele deres data, hvis den øgede transparens i værdikæden kan understøtte at produktion og forbrug udvikler sig i en mere bæredygtig retning.
Tallene kommer fra en kortlægning som blockchain-projektet Avanceret Block Chain i Dansk Design lavede i 2020. Af kortlægningen fremgår det også, at virksomhederne ofte mangler viden om, hvad blockchains kan tilbyde, hvordan teknologiens potentiale udnyttes, og hvordan forretningsmodellen skal skrues sammen, hvis teknologien skal implementeres.
“Dengang erfarede vi hos flere virksomheder, hvordan teknologi kan hjælpe med at øge sporbarheden fra ko til sko eller fra affald til nye møbler. De erfaringer og den viden vi har indsamlet, skal nu komme endnu flere virksomheder til gavn,” siger Heidi Svane, der er Head of Digital hos Lifestyle & Design Cluster med henvisning til et nyt initiativ, som nu søsættes af Industriens Fond, DI Handel og Lifestyle & Design Cluster i fællesskab.
Det nye initiativ kaldes ’Blockchain Business in Commerce & Design’ og skal yderligere øge virksomheders viden om teknologien og styrke deres kompetencer til at tage strategiske beslutninger om valg og implementering af blockchain, særligt i relation til EU’s direktiv om øget produktansvar og kommende produktpas.
”Hvis danske virksomheder skal blive mere bæredygtige – og det skal de – så skal de blive bedre til at udnytte nye teknologier. Bedre brug af blockchains kan for eksempel bane vejen for mere bæredygtighed i værdikæder og inden for materialeforbrug, og med et stigende bæredygtighedskrav fra kunder og myndigheder er bæredygtig produktion et konkurrenceparameter, hvor danske virksomheder skal skille sig positivt. Og det vil vi gerne bidrage til,” siger udviklingsdirektør Charlotte Kjeldsen Krarup fra Industriens Fond.
Det nye projekt skal blandt andet udvikle en guide til danske virksomheder, der kan vejlede dem i de muligheder, der ligger i at anvende blockchainteknologi til deres produktpas. ”Vi kan mærke efterspørgslen efter mere viden blandt vores medlemmer. Spørgsmålet er tit hvordan man kommer i gang med at bruge blockchain i forretningen og netop dette spørgsmål kan projektet hjælpe med at svare på,” udtaler Jacob Kjeldsen, branchedirektør i Dansk Industri Handel.
Projektet vil ydermere undersøge og vurdere mulighederne for en national dansk blockchainløsning, der kan understøtte sikker identifikation af produkter, styrke sporbarhed og transparens i virksomheders forsyningskæde og i produkters livscyklus.
FAKTA:
Projektet gennemføres af Lifestyle & Design Cluster, DI Handel og Industriens Fond og ventes afsluttet i 2024.
For mere information kontakt:
Lifestyle & Design Cluster: Heidi Svane, Head of Digital, heidi@ldcluster.com
DI Handel: Tevin Lac, Head of E-commerce, tela@di.dk
Industriens Fond: Anders Brandtoft, Presse- og kommunikationschef, ab@industriensfond.dk